Lige siden den seksuelle frigørelse har vi udviklet os meget, når det kommer til, hvor ofte vi dyrker sex, og hvor mange vi dyrker sex med. Vi er blevet mere frie, og det er fantastisk. Men med det sagt kan det sommetider også blive for meget. Ikke med hensyn til hyppigheden af de kropslige udfoldelser, men måden man bærer sig ad. De fleste har sikkert fået tudet ørerne fulde af formaninger om prævention i seksualundervisningen fra folkeskolen. Her blev der sikkert lagt ekstra meget tryk på formaningen om at huske at bruge kondom. Mange har endda fået en demonstration af en kondomets anvendelse på en gulerod eller lignende. Men noget tyder dog alligevel på, at folkeskoleindoktrineringen ikke har virket efter hensigten. En ny undersøgelse viser nemlig, at flere og flere unge dropper kondomet.
Sexsygdomme skræmmer ikke som før i tiden
Når unge mennesker har sex med en ny partner, er det kun i cirka halvdelen af tilfældene, at der benyttes kondom. Dette er ikke nødvendigvis, fordi unge ikke bruger prævention generelt. For det gør størstedelen. P-piller og lignende former for prævention er blevet mere populært i løbet af årene. Risikoen for at blive gravid tages meget alvorligt blandt de unge. Sexsygdomme har derimod ikke den samme skræmmefaktor som tidligere. Det er primært graviditet, som de unge mennesker er bange for. Dette er på mange måder en interessant udvikling, eftersom der bruges mange midler på at informere ungdommen i en tidlig alder om de forskellige sexsygdomme og de farer, der er forbundet dertil.
Hvorfor er kondomer så vigtige?
”Safe sex is great sex, better wear a latex”. Sådan rappede Lil Wayne tilbage i 2008. Men selvom det bliver deklameret af en stor rap-stjerne, hvis lytterskare nok primært består af folk under 25, går beskeden altså ikke særligt klart ind. Men hvorfor forsøger man så ihærdigt at få ungdommen til at bruge kondom, når de har one night stands? Man trænes i det i folkeskolen, og der oprettes kampagner udelukkende til det formål. Dette er der faktisk mange gode grunde til. Først og fremmest beskyttes man mod risikoen for at gøre pigen gravid. Det lille gummiomslag er faktisk så effektivt, at det beskytter med cirka 99% sikkerhed. Derudover kan det noget, som ingen anden form for prævention kan. Det kan nemlig beskytte mod diverse sexsygdomme.
Beskyt dig selv med kondomer og undgå pinlige situationer
At blive ramt af en sexsygdom er ingen fornøjelse. Selvfølgelig er nogen værre at få end andre, men alligevel kan selv de mindst farlige af slagsen forårsage alvorlige problemer. Smittes du som kvinde fx af klamydia, som er en af de mest udbredte sexsygdomme i Danmark, er der en risiko for, at du ikke kan få børn. Klamydia er ovenikøbet ekstra svær at have med at gøre, da der kun opleves symptomer ved én ud af fire smittede. Derfor kan mange gå rundt med sygdommen uden at vide det. Men det værste ved at få en sexsygdom er nu alligevel de pinlige opkald, man skal foretage sig for at advare dem, man eventuelt har smittet.
Skriv et svar